Make Your Resume Now

Data Scientist – med flair for forretningsudvikling

Posted December 19, 2025

Job Overview

I DI har vi en ambition om at levere relevante interaktioner og løsninger for vores over 20.000 medlemmer og flere end 100.000 interessenter i DI’s medlemskreds. Til det søger vi en Data Scientist med stærke analytiske kompetencer, der kan bygge bro mellem vores Business Intelligence-setup og avanceret analyse og omsætte data til indsigter og strategiske tiltag. Så er du en passioneret Data Scientist med dokumenteret erfaring med dataanalyse, machine learning og AI? Og har du lyst til at arbejde i en spændende og mangefacetteret erhvervsorganisation, der værdsætter din ekspertise og giver dig mulighed for at løse komplekse udfordringer? Så er det helt sikkert dig, vi leder efter.

Om jobbet

I CRM arbejder vi blandt andet med Business Intelligence og analyse. Vi er en del af Brand, Marketing & Loyalty, hvor vi sammen leverer indsigter og retninger, kampagner, tiltag og produkter, så vi kan opleves relevante og personaliserede.

Til det har vi brug for forretningsnære indsigter og beslutninger, der gør os i stand til at eksekvere på viden.

Vi arbejder med de nyeste teknologier, som Microsoft Fabric tilbyder.

Vi har ambitioner, og vi har fokus og vilje til at opfylde dem, og vi er i gang, men der er brug for flere og bredere kompetencer.

Du vil som vores nye Data Scientist få et spændende og alsidigt job, hvor du bl.a. skal bidrage til at løfte og inspirere forretningen til at anvende teknologi og data i arbejdet med medlemmerne, samt hjælpe os videre inden for prædiktion.

Derudover får du en unik mulighed for at være med til at udvikle vores arbejde indenfor dataanalyse med en medlemsvinkel for øje, og ikke mindst være med til, at sætte turbo på vores opbygning af martech, som føder ind i en række spændende fremtidige projekter.

Dit bidrag bliver blandt andet at:

• Implementere anbefalingsalgoritmer for at målrette relevant indhold baseret på kundeadfærd, både på web og i marketing automation.

• Arbejde med at forudsige churn af medlemmer og forudsige værdifulde og relevante segmenter.

• Aktivt arbejde med på opbygningen af data analytics-landskabet.

Om dig

Du har en relevant kandidatgrad inden for f.eks. data science, statistik, matematik eller lignende, og har relevant erfaring med datavisualisering, -mining og -analyse.

Det vil være et plus, hvis du arbejder eller har arbejdet i en kunde- eller medlemsbaseret virksomhed.

Dertil ser vi gerne at du har:

• Stærke evner inden for dataanalyse og anvendt statistik (som f.eks. prædiktive modeller, klyngeanalyse og machine learning).

• Erfaring inden for automatiserede dataudtræk, transformation og indlæsning (ETL-processer) i bl.a. SQL.

• Interesse for idriftsættelse af analytiske modeller eller software.

• Kompetencer inden for programmering i Python eller R.

• Kompetencer inden for udvikling af PowerBI-rapporter.

Som person er du:

• Struktureret og målrettet, og kan arbejde selvstændigt.

• Fokuseret på det væsentlige gennem afgrænsede iterative forløb – trods omfattende datamængder og mange stakeholders.

• Pragmatisk og løsningsorienteret – kan klarlægge komplekse problemstillinger og bryde dem ned i håndterbare delproblemer, som kan prioriteres og analyseres.

• I stand til at forklare og visualisere resultaterne af komplekse analysemodeller tilpasset modtageren og kommunikere proaktivt om din fremdrift. 

Som person beskriver du dig selv som analytisk og nysgerrig, og vi lægger vægt på, at du har en empatisk og relationsskabende tilgang til samarbejde. Har du godt humør og god energi, passer du godt til os.

Interesseret?

Hvis du er interesseret i at høre mere om jobbet, er du velkommen til at kontakte chef for CRM, Tina Lambert Andersen, på mail [email protected] eller mobil 4064 8932. I stedet for en ansøgning vil vi bede dig svare på nogle spørgsmål, der giver indsigt i dig og din motivation for at gøre en reel forskel. Vi holder samtaler løbende. Tiltrædelse snarest muligt.

 

Ready to Apply?

Take the next step in your career journey

Stand out with a professional resume tailored for this role

Build Your Resume – It’s Free!